Bid fra væggelus
Hvor længe klør væggelusbid? Symptomerne på bid fra væggelus varer normalt i op til en uge, og selvom væggelus kan bære på bakterier og vira, er det ikke noget, de overfører til deres offer - som f.eks. flåter og flagermus gør. Hvis hududslættet generer dig eller fortsætter over lang tid, bør du opsøge lægelig behandling. Generelt vil de fleste mennesker reagere mere på et væggelusbid end et myggestik.
For mange er væggelus og bid fra væggelus en seriøs og ubehagelig oplevelse, og det kan have psykiske følger. Det kan give søvnproblemer, angst og ubehag at vide, at man bliver angrebet om natten, mens man sover og er forsvarsløs.
Det kan være svært at bekæmpe væggelusene, hvilket også kan medføre stress, bekymringer og ubehag over en længere periode. Udover de kløende bid, er der også andre tegn på væggelus. Du kan nemt tjekke for væggelus ved at kigge efter små blodpletter på lagen og hovedpude, ligesom at de også efterlader ekskrementer.
Væggelusens afføring er små sorte prikker, som normalt er i eller i nærheden af sengen. Andre tegn på væggelus er døde væggelus eller væggelusens afstødte ham, som ligner små skaller. Begge dele kan findes i eller i nærheden af sengen.
Har væggelusene dannet en stor koloni, kan der i nogle tilfælde opstå en karakteristisk lugt, som ofte beskrives som sød og muggen.
Væggelus kan bide overalt på kroppen, men de bider typisk i striber eller klynger tæt på yderliggende blodårer. Bid forekommer typisk i nakken, på hænder, arme og ben. En væggelus bider typisk flere gange inden for samme område, så er der bid på flere forskellige dele af kroppen, kan det være et tegn på, at der er adskillige væggelus.
Et tegn på væggelus kan også være kløe og ubehag hos de firbenede venner. Lige såvel som mennesker, bider væggelus hunde og andre husdyr.